Et år på Poulsgaard i Stevning 1944 – 45.
af Peter Matthiesen, Sandvig, 2009
For nogen tid siden fik jeg af en bekendt lov til at se en gammel avis. Det var en Jydske Tidende og var dateret 26. maj 1945. Avisen vakte minder, og jeg fik den ide at fortælle lidt om det år, som jeg tilbragte i Stevning, nemlig fra 1. november 1944 til 1. november 1945.
Jeg var på det tidspunkt 16 år, færdig med skolen og havde fået lyst til at blive landmand.
En halv snes år ældre landmandssøn fra min hjemegn vest for Tinglev, AH, vidste, at Chr. Bonde i Stevning på Als søgte 2 karle til 1. november. Chr. Bonde ejede Hedsgaard på vor hjemegn og var kendt som en dygtig landmand.
Vi blev telefonisk fæstet for 1 år. AH med en årsløn på 2400 kr. og jeg årligt 1800 kr. For mit vedkommende svarede det til, hvad en landmand fik for en slagteko og det kunne regnes ud til en timeløn på 50 øre + kost og logi.
Nogle dage før sendte vi vore skabe med tøj med banen, og den 1. november startede vi hjemmefra og steg på toget i Tinglev ved 9 tiden. Godt middag, altså mere end 3 timer senere, ankom vi til Sønderborg og fik cyklerne udleveret.
Vi var hverken kendt i Sønderborg eller på Als, så vi trak vore cykler over broen på jagt efter et sted at spise. Vi fandt frem til Teaterhotellet i Perlegade ved siden af kaffeforretningen Wohlenberg og bestilte dagens ret efter at have afleveret rationeringsmærker.
Dagens ret viste sig at bestå af fårekød, og jeg har siden haft en vis modvilje mod den slags kød, for det smagte ikke godt, men ned skulle det, for vi havde jo betalt.
Herefter besteg vi vore cykler og begav os på vej. Vi havde fået at vide, at vi skulle mod Nordborg. Der var ingen trafik for alle biler var klodset op og heller ingen cykelsti.
Vi talte meget om vejtræerne de bestod af frugttræer, valnøddetræer og kirsebærtræer. Det kendte vi ikke hjemmefra.
Efter en lang tur på vore gamle cykler, nåede vi Stevning hen mod aften. Det jeg husker, var de 2 store træer ved den første gård (Rudolphs). Det ene af dem står endnu. Vi havde fået at vide, at Poulsgaard lå over for kroen, og vi fandt frem og blev modtaget af Dodde og Chr. og børnene. Den ældste var Helge der i dag bor i Canada og den lidt yngre Hans Peter, der bor i Karlsminde. Derudover var der tjenestepigen Thyra, som stammede fra Varnæs, og var et sødt og dygtigt menneske.
I aftægtsboligen der lå i stuehusets vest-ende boede Lenor og Hans Poulsen, der var de tidligere ejere af Poulsgaard.
Det var nogle flinke mennesker. Hans P. var dårligt gående, men klarede sig godt med en 3-hjulet cykel hvorpå Chr. B. havde anbragt et gammelt batteri som drivkraft.
Vore skabe var i mellemtiden ankommet, bragt hertil af vognmand Cedde Good, og anbragt i karlekammeret, som lå i en mellembygning mellem stuehuset og sostalden. Der var adgang fra vaskerummet.
Møblementet bestod af vore skabe, 2 senge, 2 stole, et lille bord og derudover midt i kammeret en lampe med blikskærm. Der var stengulv og et vindue vendende mod vest. Der var ingen kakkelovn, hvad vi fik at mærke i den kommende hårde vinter.
Vi fik nu skiftet til arbejdstøj og fik besked på arbejdet.
Vi fik hver et spand heste at arbejde med, det vil sige, mit var et 3 spand bestående af en stor jysk hoppe og 2 hoppeplage, der lød navnene Musse, Lotte og Lise. Dem fik jeg et tæt forhold til i det år, der kom.
De var velfodrede og arbejdede godt og villigt.
Næste morgen begyndte alvoren.
Chr. B. passede selv køerne og malkede. Hver morgen klokken 5 bankede han på vor dør, hvorefter vi stod op. Hestene blev striglet og fodret, og så gik det ind til pige Thyra til morgenmad.
Klokken 6 rykkede vi ud hele året, altså også om vinteren. På andre gårde i Stevning rykkede man først ud kl. 6:30 eller kl. 7, men man skulle så blive i marken til klokken 18.
Vi måtte spænde fra, så vi kunne være hjemme kl. 18, hvad der var en behagelighed.
Vi startede med at køre de sidste roer hjem, for de karle, som vi afløste, var ikke blevet færdige med dette.
Så begyndte vi med pløjningen, dels af roelandet og dels af de marker, som havde ligget i græs.
Det var et dejligt arbejde at gå bag ploven, selvom det var bælgmørkt, når vi startede klokken 6.
Hver 3. søndag skulle man malke og passe kreaturerne. Det var ikke så svært, men elforsyningen var ikke stabil under krigen, så det skete nogle gange under malkningen, at strømmen gik og malkemaskinen stoppede. Pattekopperne faldt af og blev snavsede, og man måtte i gang med at malke køerne med hånden.
Det var de ikke så vant til, så det kunne tage lang tid, når man var alene om det.
Hen på vinteren skulle vi i skoven og fælde træer. Poulsgaard ejede det første stykke skov fra Lillenorvej og ned til noret.
Chr. B. ville have lavet en frugtplantage på marken bag gården, formegentlig fordi han havde set en anden landmand i byen, der havde stor succes med frugtplantage. Marken skulle indhegnes for harer, som der var mange af, men trådvæv kunne ikke købes pga. krigen, så vi fældede alle de store træer på den ene halvdel af skoven.
De skulle skæres op og laves til sneskærme, hvilket skete hos Svend Jensen, der havde savværk i Svenstrup på den vej, som i dag hedder Apotekergade.
Vi startede hjemmefra hver morgen klokken 6 i bidende kulde, og trak vore cykler med den lange sav bundet på og et par gamle sække til at ligge på, når vi på knæ startede savningen.
Med havde vi et par stykker brød og en flaske med ”kaffe”, som slet ikke var kaffe og som alt for ofte frøs, inden vi skulle spise klokken 9.
Så stod vi da i mørket og ventede på at det skulle blive lyst, før vi kunne begynde.
Træerne var store, for Hans Poulsen havde været god ved skoven. Stammerne skulle som sagt til Svenstrup og der var sne overalt den vinter. Vi havde derfor en blokslæde til transporten, hvor kæpstokkene kunne tages af.
Med stort besvær og mange kræfter fik vi blokkene op.
De dage, hvor vi havde hestene med i skoven for at slæde til Svenstrup, måtte vi dog vente med at rykke ud til klokken 7.
Kvas og grene kørte vi hjem til gården, hvor ”stikhakkeren”, kvashuggeren, som gik på omgang senere lavede ”stikker” af kvaset, og vi savede det grovere til ”spleen” brændestykker.
Jeg husker en enkelt episode i løbet af vinteren.
Alt var jo rationeret og alt kunne bruges. Chr. B. havde i en avis læst en annonce, hvor en mand i Kolding ville købe katteskind, evt. ”hele” katte. Poulsgaard havde temmelig mange katte og en dag skød Chr. B. 12-15 katte, puttede dem i en sæk og sendte dem med Cedde Good til banen i Sønderborg.Så ventede han på afregningen.
Han fik kort tid efter fra DSB at vide, at toget var blevet beskudt af engelske jagere og at sækken med kattene var blevet ramt og indholdet ikke kunne bruges.Det var da kattens nok.
I løbet af vinteren skulle vi også have tærsket årets høst, som stod fra gulv til loft i laden. Det skulle ske om natten, fordi vi ellers tog spændingen til Danfoss. Transformatoren på daværende Kirkevej, i dag Egebjergvej, var endnu ikke opført.
Af hensyn til mørklægningen og overflyvning af allierede fly måtte døre og vinduer ikke stå åbne. Der blev derfor frygtelig støvet i laden, når vi natten igennem tærskede kornet og yderligere blev avnerne pustet hen i hjørne og skulle bruges til fodring. Om morgenen var i kulsorte af støv.
Vi vaskede os i vaskerummet med koldt vand og med 40 % sæbe, så med renligheden var det så som så.
Vi var dog heldige på Poulsgaard, for som formentlig de eneste karle i Stevning havde vi et træk og slip toilet i nærheden af vort kammer.
Karlene på den tid havde ikke for luksuriøst. Mange stuehuse havde mange værelser, men der var sjældent plads til et karlekammer.
Specielt lagde jeg mærke til nu længst afdøde Philip Petersens stuehus på Skolevænget. Her boede han og konen alene i et af de største stuehuse i Stevning, og alligevel boede karlen Alfred Elmelund i et usselt kammer i en gammel staldbygning bag stuehuset.
Det har vi ofte talt om, når vi traf sammen senere.Dette er ikke en kritik af, hvordan det var dengang, men en blot en konstatering.
Vinteren 44-45- den sidste krigsvinter var lang og kold og med megen frost og sne.
Der skete ikke meget og vi sad hver aften sammen med familien i stuen, fordi vort kammer jo ikke kunne varmes op. Yderligere skulle vi hver aften klokken 7 og 8 fodre hestene.
Der kom dog nogen afveksling, for lærer Jørgensen indbød til aftenskole for unge mennesker en aften om ugen.
Der mødte 20-25 unge mennesker af begge køn og blev undervist i dansk og regning. Man kan i dagens Danmark blive imponeret af hans indsats, for han fik ikke betaling for arbejdet og til afslutning blev vi inviteret til kaffe i privaten.
Et par dage før afslutningen kom nogle af deltagerne – det var en søndag formiddag – ned i mit kammer og mente, at vi skulle digte en sang til afslutningen. Nu har jeg ingen evner i den retning, men vi fik dog lavet en sang på melodien: Sur sur lille bi omkring.
Sangen har jeg ikke mere, men kan huske det første ”vers”: Stop, stop, stop et øjeblik, gør pause i den spisning, hør ensmule undervisning, stop o.s.v. Så lavede vi, så godt vi kunne, et vers om hver deltager.
Jeg husker kun 1 vers og det var om en mekanikerlærling, J.J. Han havde temmelig store fødder og havde i vinterens løb forsøgt at stå på ski. Det lød: hi hi, mekaniker på skistøvlerne er lige så langeblot man ikke bliver bangehi hi, mekaniker på ski.
Alt var som sagt rationeret, men vi levede godt på Poulsgaard.
Dodde var en dygtig husmoder og kunne unde os god mad, dygtig bistået af Thyra, tjenestepigen.
Tiden gik med arbejde. Foråret kom og vi gik og hakkede roer i lang tid.
Den 4. maj 1945 såede jeg kunstgødning på en mark neden for Egebjerg ved vejen til Enegaard. Det foregik med hest og kunstgødningsmaskine og pludselig kom 2 engelske jagere i lav højde ind over Egebjerg og skød efter alt, der bevægede sig. Jeg slap tømmen, sprang ind i hegnet og hesten løb med maskinen Så bange blev vi begge.
I Oksbøl blev en skolepige dræbt ved skydningen og flere andre blev såret. Hun ligger i dag begravet ved Oksbøl kirke .
Om aftenen kom så budskabet over London radio: ”De tyske styrker i Holland, Nordtyskland og Danmark har overgivet sig”. Hvilken glæde.Folk jublede og festede og vi unge mødtes og var glade.
I disse glade dage traf min kære Eva og jeg hinanden, og vi har holdt sammen siden.
Blandt de store overraskelser 5. maj var det, at der pludselig i Stevning stod en flok unge karle med frihedskæmper armbånd og skarpladt gevær. De stod under kommando af smedemester Johan Jacobsen, som havde været korporal i Haderslev. De skulle have kæmpet mod værnemagten såfremt tyskerne ikke havde kapituleret.
Gudskelov for begge parter kom det ikke til kamp. Vognmand Cedde Good udstyrede nu lastbilen med bænke og kørte folk for et beskedent beløb til Kruså, hvor man kunne se de tyske soldaters hjemmarch.
Sommerarbejdet på Poulsgaard skred frem, og hvad husker man så så mange år senere.
Jo, når man en tidlig morgen blev sendt ud i markerne for at skære tidsler. Det var der ikke meget ved.
Høsten stod for døren. Man høstede med selvbinder og papirgarn, og vi havde som den eneste gård i Stevning motor på selvbinderen. Den trak kniv, sejl og bindeapparat, og hestene skulle så kun trække selve binderen, så i stedet for 3 heste, var der kun brug for 2.
I oktober skulle vi have roerne ind, og det skulle øjensynlig nås før 1. november, så vi kom i gang ret tidligt. Vi kørte med hver vort spand heste, og til at hjælpe med at læsse på marken fik vi hjælp af en 14-15 årig tysk dreng. Han var sammen med sin mor og mindre søskende flygtning fra Østtyskland, da russerne kom.
De var indkvarteret hos en hjemmetysk gårdejer i Stevning. Drengen havde oplevet frygtelige ting under flugten fra russerne, men var flink og dygtig.
På en eller anden måde kom han i marken på kant AH, der øjensynlig ville straffe ham. Det skulle AH ikke have gjort, for han blev den lille og gik til Chr. B. og beklagede sig.
Drengen blev så jaget bort. Det var synd og skam.
Min drøm om landbrug gik ikke i opfyldelse, så jeg søgte andet erhverv.
Den 31. oktober 1945 klokken 18 sluttede mit ophold på Poulsgaard, som jeg havde været glad for.
På cykel tog jeg til Gråsten for at begynde en 5 årig uddannelse ved toldvæsenet. Dette førte mig via Gråsten til Sønderborg, Svendborg, Rudkøbing, Tønder, Højer og Sæd, men det er jo en helt anden historie.