Kanonen fra Sandvig har flere fortællinger.
Gengivelse af historien fra bogen Paragraf Fem om livet i Svenstrup Sogn fra 1864 til 1920.
Få dage efter 29. juni 1864. De to Kanonbåde chaluppen nr. 19 og jollen Bogø lå i henholdsvis Sandvig
og ved Hardeshøj. Da de blev truet af det Preussiske artilleri på Snogbæk hage besluttede man at
sprænge dem i luften.
Mellem klokken 8 og 9 blev begge kanonbåde sprængt. Inden da håndvåben og inventar bragt i land og
besætningerne gået til indskibning på Nørrelykke, hvor de senere blev samlet op af daske orlogsskibe.
Kanonen
Kanonen fra Sandvig er en 24 punds kanon blev bjerget på privat initiativ den 1 oktober 1898 og bragt ind til dampskibsbroen ved Stevningnor.
Kanonen lå i det sydøstligste hjørne af Sandvig og var synlig fra en bådebro.
Bjergningen af kanonen, der vejede over 3 tons, skete med skipper Christian Warnings galease Christine med assistance af dykker Peter Frederik Gidal.
Kanonen blev i første omgang opstillet ved gæstgiveriet i Stevning (Ravnsbjergvej 1).
I 1899 blev den ført til Flensborg og senere til Kiel (eller Berlin), vi ved det ikke.
Billede af kanonen https://arkiv.dk/vis/5484571
En historie om den samme kanon:
Uddrag af F. Matzen ”Historien om en gammel kanon”
Sønderjyske årbøger 1965.
En af fortidens mindst omtalte våbenarter er roflotillen, der bestod af bombekanonchalupper, bombekanonjoller samt almindelige kanonchalupper og -joller. For Danmarks vedkommende tog bygningen af disse fartøjer navnlig fart efter ranet af flåden 1807, og disse små, let håndterlige, ikke ret dybtgående skibe kom til at spille en fremtrædende rolle såvel i søkrigen mod England som i treårskrigen og sidst i 1864.
De førte luggersejl og var bemandet med henholdsvis 64 mand og 30 årer samt 24 mand og 18 årer. Armeringen bestod af 60-pundige bombekanoner, 24- pundige kanoner og 4-pundige haubitser.
Kanonbådene
Om kanonbådsoperationer i de sønderjyske farvande hører vi første gang under treårskrigen og da såvel fra dansk som fra prøjsisk side, idet oprørerne havde udrustet i hvert fald 11 »krigsloggere«, som de kaldte deres kanonbåde, vistnok fordi deres rig lignede fiskerloggernes fra Bretagne. De havde en besætning på 60 mand og var armeret med en kanon for og agter.
I Aissund havde kanonbådene, såvel under treårskrigen som i 1864, forskellige ankerpladser — således ved Stegsvig — Hardeshøj, i Augustenborg fjord og, den mest omtalte, ved Arnkilsøre, hvor der var bygget lejr og anlagt havn på strandbredden.
En historie
En tilfældig bemærkning af kaptajn Warming på Alnor om, at hans far med sin galease »Christine« havde bjærget en gammel kanon ud for Stevning Næs i oktober 1898, afstedkom efterforskningen af kanonbådsaktionerne i Aissund i længst henrundne dage. Et falmet, udvisket fotografi fra 1898 blev fundet frem, en kyndig fotograf fremtryllede den 67 år gamle landsætningsscene af kanonen på Nis Nissens bro i Stevning Nor, hvor slægten Nissen i generationer havde ejet bro, kro og forretning.
Slægtens ældste nulevende medlem, den 75 årige amtskasserer i D.S.K., Nis Nissen, Bækgade, Nordborg, blev opsporet, og snart kunne historien stykkes sammen. Hans bedstefar, efter hvem han var opkaldt, var født i 1817, og han blev ihærdigt ved med at påstå, at der lidt nord for Stevning Nor, ud for »Stevninghoj«, lå en stor kanon, som han havde set blive kastet i vandet fra en kanonbåd under treårskrigen. Folk trak efterhånden lidt på smilebåndet ved gamlingens historie, men han blev ved sit.
Bjergningen
Så, i 1898, da han var 81 år gammel, kommer dykker Gidal fra Egernsund ind til Stevning Nor med sin rambuk. Han var vendt hjem fra sin færden på de store have, og havde nu overtaget vedligeholdelsen af dampskibsbroerne for Bruhns fjordrederier. Da så Nis Nissen har fortalt Gidal sin historie om kanonen, trækker denne i sin dykkerdragt, går ned på det anviste sted — og finder kanonen.
Det var den 1. oktober 1898.
Bjergningsproblemer
Kanonen var for tung til at kunne løftes med Gidals rambuk, men så kommer til alt held skipper Warming fra Dalsgård med sin selvbyggede galease »Christine« ind til Stevning Nor med en ladning korn til Nis Nissens søn. Da Gidal har fortalt Warming om kanonen, som han har lokaliseret, men ikke kan få op, svarer Warming omgående: »Vil du ned og slå den på, tager jeg den op«. Som sagt, så gjort.
Den tunge kanon blev ved hjælp af taljer og ruller bakset op i Nissens have, hvor den var en yndet attraktion, indtil det rygtedes, at kromanden omgikkes med planer om at sende den til Tøjhusmuseet i København.
Kanonen forsvinder
Så tog tyskerne uden så meget som et »med forlov« affære og bortførte kanonen til Berlin. Hvis det ikke havde været for fotografiets skyld, havde jeg næppe vovet at skrive denne historie. Nu har det ovenikøbet været af afgørende betydning ved at fastslå kanonens identitet, og jeg skylder fuldmægtig Honnens de Lichtenberg og kommandør Borg tak for at have været mig behjælpelig dermed.
Det drejer sig om en kanon af typen M. 1773, 24-pundig, vægt 5000 pund, længde 2,90 meter, højde ved den tykke ende 0,53 meter. Af disse kanoner fandtes der en del på den danske flådestation i Gliickstadt, hvor de faldt i oprørernes hænder. Typen har aldrig været benyttet i danske kanonbåde, hvorimod det ligger ganske nær at antage at de er blevet sat ombord i oprørernes »kriegsloggere«, og at det er fra en af dem, kanonen ved Stevning Næs er bleven smidt over bord, hvilket Nis Nissen, der på det tidspunkt var 32 år gammel, var vidne til.