Der var to flystyrt der direkte relaterede sig til Svenstrup sogns lokalhistorie.
Der var flere allierede nedstyrtninger på Als, og de medtages for overblikket og historiens skyld, selv om de er placeret andre steder på Nordals. Det er trods alt del af den samme uhyggelige historie.
Traneodde
Halifax Mk V, LL235 fra RAF 77. Squadron, styrtet ved Traneodde 23. april 1944.
23. april 1944 passerede et brændende engelsk bombefly hen over Svenstrup mod nordøst.
Over selve byen blev det ramt at en eksplosion, hvorefter det styrtede ned i vandet ca. 200 hundrede meter
ud for kysten nordvest for Traneodde.
Flyet, en Handley Page Halifax MK V med en besætning på 7, var lettet fra England ved ca. 20-tiden om aftenen. Sammen med øvrige fly fra eskadrillen skulle de udkaste miner i Østersøen, nærmere betegnet i farvandet sydøst for Gedser, tæt på den tyske kyst.
Vest for Als bliver den tunge bomber sporet på radaren af en tysk Messerschmidt
ME-110 natjager fra NJG-3 (Nacht Jagd Geschwader 3), hvorefter den bliver angrebet. Halifaxen bryder i
brand og styrter efter en eksplosion i havet 200 meter sydøst for Traneodde og 500 meter nord øst for
fyret ca. 23:20.
Fra Torup Strand, 2 km. sydøst for nedstyrtningsstedet, ser fisker Chr. Hansen styrtet og sejler ud for at hjælpe eventuelle overlevende. Da han når frem, hører han råb om hjælp, og finder Sergeant D. Harris der klamrer sig til en bundgarnspæl.
Harris blev taget ombord, men stærkt forkommen måtte han bæres det sidste stykke i land.
En tilkaldt ambulance transporterede Harris mod Sønderborg Sygehus på grund af hans forkomne tilstand. Med i ambulancen fulgte politibetjent Hans Lind, der i mellem tiden var kommet tilstede.
Tyske soldater fra Sønderborg der var på vej mod Traneodde standsede dog ambulancen ved Bro, og Harris blev ført til Sønderborg som krigsfange. Hvad der senere blev af ham vides ikke.
Ingen af flyets øvrige besætning overlevede styrtet.
Piloten, Flight Leiutenant Ted Thompson, blev fundet i vandet ved vraget 27. april og sergeant Redall blev fundet på stranden ved Himmark 31. maj. Begge er begravet på Aabenraa kirkegård.
McClellan blev fundet ved Assens og Flight sergeant McClelland ved Fåborg. Bege begravet på kirkegårde ved findestederne.
Flying Officer Robbins er officielt aldrig fundet, men er formentlig fundet ved Havnbjerg Skov uden identifikation. Han er begravet som ukendt på Aabenraa.
Mindesmærket for de omkomne ved Traneodde
Sønderborg Sportsdykkerklub fandt vraget i efteråret 1967, og der er givet bjergningstilladelse i 2015.
Stormy Weather
B-17 G, 42-38005 fra USAF 351 Bomber Group nødlandet 24. maj 1944 mellem Skærtoft og Myrholm
24. maj 1944 passerede en amerikansk B-17 Flying Fortress hen over Havbjerg, Svenstrup og Klingbjerg.
Flyet kom fra nordnordvest, fløj meget lavt og havde tydeligt motorproblemer. Medens flyet nærmest
fulgte Nordborgvej, foldede 8 faldskærme sig ud over Svenstrup og Klingbjerg medens flyet fortsatte mod
sydøst i lav højde.
Flyet ”Stormy Weather” 42-38005 , en B-17 med 10 mands besætning, lettede fra Polebrook i England mod Berlin den 24. maj 1944 om morgenen. Af de i alt 616 deltagende maskiner kom de 18 fra Polebrook. Målet for togtet var Berlin.
“Stormy Weather” nåede som førerfly velbeholdent til Berlin sammen med resten af gruppen. Den
nedkastede sine 4 tons bomber, men fik kort efter fejl på venstre inderste motor, hvorfor den måtte
trække sig ud af formationen.
Under turen tilbage mod basen i England mistede de yderligere højre yderste motor og kort efter også
højre inderste motor, og piloten besluttede at prøve at nå til Sverige.
Flyet manglede bl.a. sin gyro og var blevet så uhåndterligt at man mistede orienteringen. Da man endelig kom ud af de beskyttende skydække, lå flyet allerede lavt over Als.
Fra jorden observeredes flyet af flere. da det med en hakkende motorlyd kom ind over Als fra nord-nordvest, lavt over Svenstrup og Klingbjerg. 8 af flyets 10 mand store besætning sprang ud, og flyets pilot og 2. pilot nødlandede mellem Skærtoft og Myrholm. Turen sluttede 14,25.
Over Svenstrup og Klingbjerg kunne tilskuerne se 8 faldskærme folde sig ud, medens flyet fortsatte mod øst-sydøst.
Det endte med at mavelande mellem Skærtoft og Myrholm med de to sidste besætningsmedlemmer ombord 14,25.
Alle besætningsmedlemmer overlevede krigen i tysk krigsfangenskab.
Flyet blev kort efter fjernet og hugget op.
Primær Kilde: ”Stormy Weather” af Hanne Risgaard
Andre nedstyrtede fly på Als
Broballe og Mjels 29. januar 1944
Broballe Lancaster Mk III JA 967 (OL-S) RAF 83. Squadron
Mjels Lancaster III HK 537 (JO-?) RAAF 463. Squadron
Ovennævnte to Lancasters lettede 28. januar fra henholdsvis Waddington og Wyton for at deltage i en af
de utallige engelske natbombeangreb på Tyskland.
På vej over Sønderjylland blev formationen angrebet af tyske natjagere, og de første tab indtræffer over
Kliplev og Varnæs. Følgelig rykker formationen tættere sammen, og formentlig som følge af dette, støder de to ovennævnte maskiner sammen over Nordals.
Det ene splittes ad, og dele af både fly og besætning faldt i Augustenborg Fjord, medens resten faldt ned i Mjels.
Den anden styrtede 800 meter nord for Broballe mejeri.
Alle besætningsmedlemmerne omkom og ligger i dag begravet på Aabenraa Kirkegård.
En blev dog fundet senere end de øvrige, og blev begravet på Pommersgård med et propelblad som gravsten. Liget blev senere af Englænderne flyttet til Aabenraa til de øvrige.
Der er rejst to mindesten, en for hver besætning.
Nørreskoven 16. september 1944
Nørreskoven Halifax III MZ 915 RAAF 466. Squadron
Nørreskoven Halifax VII NP 719 RCAF 432. Squadron
Den 16. september var en formation Halifax maskiner på vej fra et bombetogt fra Kiel.
Over det østlige Als kolliderede to af maskinerne og de styrtede ned og blev spredt over et større område.
Dels i Nørreskov omkring Gammel Østerholm og dels omkring Nyled, Lysholm og Holmskov.
Alle 14 besætningsmedlemmer omkom.
Tyskerne fjerne ligene, med efterfølgende fandt de stedlige beboere ligdele omkring i området.
Disse blev løbende indsamlet og begravet på det der kaldes Englænderhøjen eller Englændergraven. Delene er senere gravet op og flyttet til Aabenraa kirkegård hvor de øvrige omkomne fra Als er begravet.
Det er rejst et mindesmærke over hver af besætningerne på Englænderhøjen i Nørreskov.
Øvrige nedstyrtede allierede fly på Als 1942-1945
Sønderborg, Halifax Mk II, W 1226 Pathfinder RAF 35. Squadron 19. august 1942.
Hestehave, Halifax Mk II, HR 940 RAF 51. Squadron 25. juli 1942
Hellesø, Lancaster Mk III JA 851 RAF 49. Squadron 18 august 1943
Lillebælt øst for Als, Halifax III NR 173 RCAF. 429 Squadron 12. januar 1945
Brudstykker og fund fra flyene
Der findes naturligvis fragmenter fra nedstyrtningsstederne. De her afbildede kan i dag ikke henføres til bestemte af de ovennævnte maskiner, bortset fra kort og manual herunder, der med sikkerhed stammer fra styrtet på Traneodde.
Kort og Dinghy manualen fra Traneodde har været udrustning til flyets
gummibåd. De er trykt på lærred, således at de ikke tager skade af vand.
Andre eksempler på fundne flydele. De kan ikke umiddelbart henføres til bestemte fly eller hændelser.