Hjortspringbåden

 

Hjortspringfabel nr. 2

 

Knud V. Valbjørn, Maj 2016

 

Drengene

Det var en mørk og stormfuld nat.

   Augustregnen skyllede ned og gjorde det vanskelig for de to drenge at skimte, hvad der måtte være ude i Als Fjord, måske et skib. Drengene var vej ind efter at have hentet ruserne og nettene ude i fjorden. Deres far, Bjørn, fra bopladsen Stevning havde beordret dem til at bjærge ruserne og nettene i forventning om en kommende storm. Ude i vigen havde de netop fået ruserne med de opblæste svineblærer ombord i kanoen, en gammel stammebåd, da de havde hørt den typiske dumpe trommelyd fra en af de mange padlede skibe, der de sidste mange år var set passere Als Sund og Fjord, drevet frem af en snes padlere.

   Drengene, Ulf og Ketil, havde med vinden agten ind, padlet sig ind til den nærmeste sivbræmme, hvor de havde skjult båden uden at have givet sig tid til at tømme ruser og net.

   Nu stod de på bredden ved enden af sivskoven og forsøgte at bedømme, hvilken retning det fremmede skib havde. Ville det gøre landgang her i vigen i sikkerhed for den kommende storm? Lyden af trommen blev stærkere og nu dukkede den truende, højt løftede stævn af et skib glimtvis frem i mørket mellem de fejende regnbyger og de høje bølger.

   “De kommer herind, vi må advare landsbyerne”. Ingen af de to drenge glemte de blodige beretninger, fortalt igen og igen omkring ilden i de lange vinteraftener, om en landgang af et par skibe for en halv snes år siden.

   “ Du løber til Dyndved og varskor der, få dem til at sende bud til Sjellerup og Eking: Jeg stikker op til far”, råbte Ketil. De to drenge forsvandt i løb,

 

Om bord

I båden ude i Alsfjord herskede udslidthed, båden havde været i gang i 12 timer. Padlernes takt eller rettere sagt den energi, med hvilken de padlede, blev stadig svagere og den høje sø, der havde rejst sig for den kraftige nordvestenstorm gjorde, at bådens hastighed var lav, så lav, at styrmanden havde svært ved at holde retningen op gennem fjorden. Skumsprøjtet stod ind over båden fra stævnen.

   Købmanden, der indhyldet i sin kappe, havde siddet midtskibs på dækket med fødderne nede i det skvulpende vand i øsebrønden, vendte sig og kravlede agterud hen over tofterne, noget besværet af sin vom. Da han nåede styrmanden råble han: ”Hvad gør vi, vi må i land, kan vi sejle vestover og nå fastlandet”.

   ”Umuligt”, råbte styrmanden, der også var skipper. ”Med den sø klarer vi det ikke, vi må gå med bølgerne ind til kysten på Als, der er en lille vig der direkte vest.”

   ”Det er risikabelt” råbte købmanden, ”Alsingerne er nogle stridsbare folk, jeg har hørt for mange beretninger om dem, vi mister bare vor last. ”.

   ”Hellere risikere det end at gå til bunds herude, med den tunge last går vi direkte ned”.

Styrmanden drejede båden styrbord over. og råbte et par kommandoer til mandskabet for at opildne dem til en sidste anstrengelse og mandskabet, der så en ende på den lange dags slid, tog fat og båden styrede med forøget fart med bølgerne agten ind mod vigen, der åbnede sig for dem. Kort tid efter gled båden ind i sivbræmmen.

   Da de nåede ind på lavt vand sprang et par af mandskabet overbord og trak båden ind mod bredden, så stævnen kom ind til den faste bred. Resten af mandskabet tumlede over bord og sank udmattede om på bredden.

   Skipper sprang i land og begyndte at udstede ordrer. ”I to tager spyd og lanser og stiller jer op oven for skrænten og holder vagt,I to tager en spand og leder efter en bæk for at få vand, du der går i gang med at tænde bål. I andre, ryd op i båden.” Trevent begyndte de at efterkomme ordrerne. ” Købmand, hvor megen proviant har vi tilbage?”

   ”Ikke ret meget, tørfoderet er stort set sluppet op, vi skulle have fået ny forsyning i den næste store fjord på landsiden”

   En af mandskabet kom tilbage efter at have forrettet sin nødtørft lidt henne ad kysten.

   ”Jeg har fundet en kano fyldt med fisk”. ”Glimrende, hent en halv snes, helst torsk og giv dem til bålmanden, så får vi alligevel noget indenbords, før vi i morgen sejler videre”.

   Købmanden gik uroligt frem og tilbage på bredden. ”Er det ikke risikabelt at tænde bål, vi kan blive set?”. ”Och, der er ingen ude i det vejr”, svarede skipper.

   Men der tog han fejl.

 

I Stevning

Ketils beretning til sin far, Bjørn, om landgangen af den fremmede båd ude ved vigens munding resulteret i kaos. Så tog Bjørn kommandoen som sædvanlig, ”Kvinder og børn går straks ind i østskoven, I kan overnatte i vores jagthytte der, indtil videre. Ran, du løber ned til stranden og observerer. Lad dig ikke ses. Når du har skaffet dig et overblik, kommer du tilbage hertil. I andre får fat i våbnene og gør jer klar til kamp”

   ”Skal vi ikke bare løbe derned og få dem nedkæmpet?” Det var Bjørns storebror, Ulf, der som sædvanlig anfægtede Bjørns ordrer. Det var grunden til, at det blev Bjørn og ikke Ulf, der havde efterfulgt deres far som høvding, Ulf var alt for umiddelbar og havde ikke den koldblodighed og eftertænksomhed, som er en høvdings væsentligste kvalitet, derfor havde stammen valgt Bjørn.

   ”Vi bliver her indtil Ran kommer tilbage, så får vi se, hvad der er fornuftigst”.

Der gik en time, hvor mændene, der var ni i alt inklusive et par halvvoksne drenge, brugte tiden til at slibe deres spyd og lanser og efterse buer og pile.

   Så kom Ran noget forpustet løbende. Han kunne fortælle, at det var et handelsskib, der lå stort set der, hvor drengene havde landsat deres kano. der var fire velbevæbnede krigere, der sammen med en fed mand, sikkert købmanden, sad rundt om et bål og spiste. Ved et andet bål sad vel ti mand, sikkert rorkarlene. Også de spiste. Ingen af dem bar våben. Blandt dem var en myndig mand, nok skipperen, der et par gange var henne at tale med købmanden.

   Nogen vagtposter var der ikke.

”Hm” Bjørn rejste sig, ”De udgør sikkert ingen fare for os, men lad os alligevel gå ned til dem. Det skal ikke hedde sig, at man uden videre kan gå i land på Als. Vi behøver ikke vente på hjælp fra de andre byer, vi er nok til at håndtere de par krigere”.

 

Konfrontationen  

Gruppen begav sig i samlet trop ned mod kysten. De blev indhentet af en bevæbnet mand oppe fra Stolbro, der kunne berette, at en halv snes mand derfra var på vej. Han var blevet sendt i forvejen for at meddele dette.

Da Stevning folket nåede ned til stranden, råbte Bjørn de sovende mænd an. ”Hvem er I, hvor kommer I fra, hvad vil I her?” Der blev almindelig tumult, de fire krigere samlede sig om købmanden med våbnene klar, medens rorskarlene i en gruppe noget væk samledes om ham, der nok var skipper.

   Købmanden trådte frem. ”Vi har søgt ly her for stormen, vi sejler videre, når stormen har lagt sig”. Han talte et forståeligt nordisk sprog.

   ”Godt,” svarede Bjørn. ”Lad os se jeres last”.

”Nej. I har ikke med den at gøre”. Købmanden trådte et skridt frem med oprakte hænder.

   Et øjeblik senere vaklede ham bagover med et kastespyd i maven. Det var Ulf, der ikke kunne beherske sit temperament.

   Livvagterne greb straks til våben og en kort kamp fulgte. Alle de fremmede krigere blev dræbt, to af dem med velrettede pile, de andre med lanser og spyd. Alsingerne mistede én mand, Ulf, der blev gennemboret af en lanse og to sårede, der havde fået et par sværdhug..

Bjørn brølede. ”Angrib ikke rorkarlene, ej heller ikke styrmanden”. Han nærmede sig styrmanden. ”Hvem er du?”

Styrmanden fortalte på gebrokkent nordisk, at han var blevet hyret af købmanden for at bringe en last våben op nordpå, han havde skaffet sig en båd og fået fat i en halv snes trælle som rorkarle, mange af den vist her fra Norden.

”Hvem af jer er herfra?” Otte af rorkarlene, der alle havde smidt sig på jorden, ventende på en hurtig død, rejste sig tøvende.

”Godt” sagde Bjørn, ”I er velkommen her på Als, vi har masser af jord at opdyrke, I andre kan sammen med styrmanden tage af sted i morgen, når stormen har lagt sig. I kan tage vores gamle kano, sejle over til fastlandet og derfra vandre sydover”

   ”Det var et godt bytte” tænkte Bjørn, ”En gammel kano i bytte for et rigtigt skib”.

Men han tog fejl.

 

Afslutningen

Bjørns folk ryddede op på valpladsen, afklædte de dræbte krigere, der blev hængt op i træer nord for stedet på et sted, hvor passerende både kunne se de svajende lig(”Så kan man se, at man ikke uden videre kan gå i land på Als”, tænkte Bjørn. Da dukkede folkene fra Stolbro op. De blev anført af Goden, den lokale præst for hele området.

   Han var iført sin lange kjortel og havde sit lange hvide skæg blafrende i vinden, medens alle andre Alsingere var glatragede.

   ”Nå, I har klaret sagen, blev det til kamp”?

Ja, det måtte Bjørn medgive.

”Ja så må al fjendens våben og udstyr ofres til guderne i Hjortspring sø”

”Også båden?” Bjørn havde sine forudanelser.

”Ja, også båden, vi tager den med os nu og slæber den op ad Stolbro bæk. Så kan vi alle overvære ofringen i morgen eller rettere sagt dagen efter”.

   Stolbrofolket begyndte at slæbe båd med al den last hen ad stranden for at nå til bækkens udløb.

   Bjørn så langt efter båden. ”Der mistede jeg en kano uden at få noget til gengæld”, tænkte han. ”Nå jeg må jo holde ord, skipperen tager kanoen, men den var jo også gammel og skulle snart udskiftes”. ”Har vi egentlig vundet noget?”

I spidsen for sine folk travede Bjørn opad mod Stevning. Bagerst gik fire rorkarle, der bar Ulf på en båre af sammensurrede grene.

”Ja, vi mistede Ulf”. Endskønt det var hans bror, følte Bjørn sig lettet ved brorens død. ”Vi mistede den gamle kano, nå skidt. På den positive side fik vi otte nye mand til øen, en betydelig gevinst, og vi fik vist de forbipasserende skibe, at man betræder ikke  Als sådan uden videre. Det skal styrmanden nok fortælle videre. Også ligene af krigerne i træerne er vel også en advarsel, der er til at føle på”.

Regnen og stormen var stilnet af.

Båden blev ofret i Hjortspring mose

 

Hjortspring bådens fund i mosen!

I august 1920 modtog Nationalmuseet skriftlig meddelelse om, at der for 3 – 4 årtier siden var gjort fund af oldsager i en mose på Als. Den kortfattede beretning skyldtes museumsbestyrer J. Raben, Sønderborg. Af en mand, som var bosiddende i mosens nærhed, havde han allerede i 1915 hørt tale om fundet, og i september 1916 modtog han af den daværende ejer af moselodden, gårdejer Christen Nymand, mundtlig den beretning, som han nedskrev og i 1920 tilstillede Nationalmuseet.

Beretningen, der i hovedsagen er blevet bekræftet ved de senere begivenheder og som derfor skal gengives her, lyder som følger: ”det må have været kort efter 1880. Jeg var den gang en større dreng og hjalp ved Tørvegravningen. Ved den lejlighed kom siden af en båd, eller et stykke af den, frem. Det må have haft en længde af ca. 8 meter. Plankerne blev hugget til brændsel. Resten af båden må endnu ligge i mosen. Utallige Spydspidser, de fleste af jern, andre af Ben, kom frem. Spyddene lå formentlig i lag, så talrige, at man ikke kunne ælte massen. Spydspidserne blev kastet bort. Der fandtes sager i alle gravehuller, under ”bænkene” er mosen urørt. Ligeledes er hullerne ikke udtømte. _ _ _”

I anledning af denne meddelelse blev der af Nationalmuseets daværende Direktør, S. Müller, sendt en skrivelse til gårdejer Jørgen Nymand, som imidlertid havde overtaget gården efter faderen, med meddelelse om, at daværende Museumsinspektør, nu professor v. Universitetet i København, K. Friis Johansen i løbet af september s. å. vilde ind træffe for at bese Stedet. Overfor Friis Johansen bekræftede ejeren da i et og alt den tidligere beretning med tilføjende, at der siden 1890 ikke var gravet i mosen, når undtoges en lille prøvegravning, som Sønderborg Kredsmuseum havde foretaget for et par år siden, men som havde været ganske overfladisk og resultatløs. Kundskaben om den nøjagtige plads for båden var gået tabt, men da mosen var lille, kunne dette ikke blive af stor betydning.

Fredag d. 8. juli 1921 begyndte udgravningen, den kom til at strække sig over 89 arbejdsdage, fordelt på to år med 37 arbejdsdage i 1921, fra 9. juli til 21. august, og 52 arbejdsdage i 1922, fra 1. august til 1. oktober.

Hjortspring mose set fra vest 1921                     Udgravningen 1921 – 22

 

 

Plankernes placering
Resultat af udgravningen

 

 

 

 

Hjortspringbådens Laug stiftes.

I foråret 1991 opfordrede kommunalbestyrelsen i Nordborg kommune alle sogneforeninger til starte aktiviteter, der “kunne føre Nordborg ind på landkortet”.

I Svenstrup sogneforening blev det foreslået at udnytte, at man i sognet i sin tid havde fået udgravet Hjortspringbåden, den ældst fundne oldtidsbåd i Norden, fra 350 f. Kr.

Et offentligt møde fandt sted på Alsingergården, hvor 40 borgere deltog. Et forslag om at låne den udstillede Hjortspringbåd, der befandt sig på Nationalmuseet blev hurtigt afvist som urealistisk. En mødedeltager vidste, at Flemming Rieck netop var på besøg hos sine forældre, og han blev “tilkaldt”. Flemming kunne straks bekræfte, at et lån af båden fra Nationalmuseet ikke var muligt.

Der blev talt om at bygge en kopi af båden og Flemming anbefalede at kontakte Søren Vadstrup fra Nationalmuseets afdeling i Brede. Denne havde på Vikingeskibsmuseet i Roskilde været “tovholder” for bygning af en sådan kopi, en kopi, der imidlertid blev lidt af en fiasko, en kopi, der var en halv meter for smal og med “bedrøvelige” horn.

Søren Vadstrup blev inviteret til et nyt borgermøde på Alsingergården, finansieret af kommunen. Her fortalte han om sine erfaringer fra bygningen af båden, hvor vanskeligt det havde været, hvilke aktiviteter der burde igangsættes, hvis man virkelig ville påtage sig et så stort arbejde og understregede, at bygning af båden kun var af værdi, hvis kopien indeholdt den nyeste tolkning af fundet.

Forsamlingen blev dog ikke afskrækket og der var almindelig tilslutning til at gå i gang. Det blev klart, at aktiviteten indeholdt mange delelementer såsom fremskaffelse af træstammer, tegninger, værksted, finanser, viden om værktøj fra den tid, den historiske baggrund osv. Folk satte sig i små grupper efter deres interesse og begyndte at diskutere mulighederne.

Mødets resultat blev, at der skulle dannes en forening med navnet “Hjortspringbådens Laug” og denne skulle organiseres i grupper, der skulle tage sig af de enkelte opgaver.

Den 3. juni mødtes vel halvtreds mennesker op på Alsingergården og lauget blev stiftet, altså nu for 25 år siden, en bestyrelse blev udpeget og en række grupper blev dannet.

 

1991-1994, Forberedelsen.

 

I løbet af 1991 arbejdede man på at finde et sted, hvor man kunne bygge båden, helst tæt ved en kyst, så man kunne sejle derud fra. Et tidligere snedkerværksted i Holm blev valgt og aftalen med ejeren, Witte, om at leje en del af værkstedet, blev underskrevet.

Konstruktionsgruppen fremskaffede tegninger fra Nationalmuseet og nogle skitser fra Johannessen, en norsk skibsarkitekt, der havde udført en tegning ud fra fra udgraveren Rosenbergs skitser, blev skaffet fra Oslo’s universitet. Man udførte beregninger og lavede arbejdstegninger.

Et stort beløb fra Fabrikant Mads Clausens Fond hjalp projektet fremad.

Udstyrsgruppen besøgte Nationalmuseet i København og i Brede og opmålte de fundne spyd, sværd og spydspidser.

Historiegruppen studerede fortiden, dels gennem lokale informationer og dels gennem litteraturen.

Trægruppen havde store problemer. Det viste sig, at der ikke fandtes lindetræer af den type, som vi havde brug for, nemlig skovlinden uden grene de nederste 18 m, i Danmark. Et medlem, der havde spillet golf med et medlem af hoffet, Greve Stampe, fik gennem ham kontakt til Prins Richard af Berleburg, der måtte meddele, at han ikke havde sådanne træer i sin skov, men han mente, at hans oberstförster nok kunne skaffe en kontakt til et skovdistrikt i Polen. Vi fik denne kontakt og fik afsluttet en aftale om at kunne fælde det nødvendige antal træer.

Alt dette tog nogle år, hvad der viste sig at være gunstigt for projektet, idet vi kunne bruge tiden til at øve os i bearbejdning af almindelig lindetræ, træ, vi fik lokalt fra et medlem. For at få fornemmelse ikke mindst af montagen byggede vi to prøvestykker, et midterstykke på 1.5 m og en stævn med en længde på 4.5 m.

Værkstedgruppen havde studeret datidens værktøjer og gennem et arrangement med Danebods Højskole, fik vi mulighed for at anvende deres smedje til smedning af værktøj. Her smededes også kopier af spyd og sværd.

Der blev løbende skrevet dagbøger og rapporter og optaget fotos og film. Første mandag i hver måned mødtes medlemmerne pa Alsingergården, et vidunderligt mødested, hvor hver gruppe rapporterede om deres aktiviteter.

 

1994-1999, Bygning af båden

                                            

Det fører bestemt for vidt at beskrive de fem år, hvor kopien af Hjortspringbaden blev bygget. Her må I besøge Lindeværftet i Holm, at se filmen om bygningen og få fornemmelse af bådens struktur direkte, hands on.

Byggegruppen mødtes hver tirsdag og torsdag aften, koldt var det sommetider, men arbejdet holdt os varme. Laugets medlemmer mødtes fortsat første mandag i hver måned på Alsingergården for at rapportere, ikke blot om bygningen men også om de andre gruppers arbejde.

 

Søsætning

Endelig, 5. juni 1999 havde vi den officielle søsætning i Dyvig. Vi begav os ned til Dyvig med båden, vi var iført kopier of jernalderens klædedragter og i spidsen for kortegen vandrede en samling lurblæsere, vi havde hyret fra Brøstrup.

Ankommen til Dyvig, båden var blevet rullet ned på en vogn, som en lokal maskinfabrik havde skænket os, mødte vi 4000 tilskuere. Der blev holdt nogle taler, et kor iført “præstekløder” istemte en ode og vi satte båden i vandet. Båden blev af en pige, der illustrerede gudinden Nerthus døbt Tilia Alsie, (Tilia er det latinske navn for lindetræ).

Tilia blev sat i vandet, vi padlede frem og tilbage nogle gange (med vekslende held, ingen af os var gode til at holde takten) og endelig trak vi Tilia på land til en fest med vildsvin mm.

Til stede og også om bord havde været en række professorer og museumsinspektører fra hovedstaden. De fik her en enestående oplevelse, nemlig at håndtere Hjortspringbåden direkte, på anden vis end siddende ved et skrivebord.

 

Afprøvning

Vi have truffet en aftale med Nationalmuseets forskningsafdeling i Roskilde om deres indsats i afprøvningen. En foreløbig samling testsejladser i 1999 førte til udvikling af paddelteknikken og en rigtigere placering af styreåren. I år 2000 og i 2001 blev der så foretaget en række sejladser for dels at bestemme bådens maksimumfart og en sandsynlig udsejlet distance for en dagssejlads. Her havde Nationalmuseet hyret et mandskab fra en dragebådsklub, der var trænede i paddelteknikken.

Resultatet var en maksimumfart på 8 knob og en sandsynlig udsejlet dagsdistance pa 50 sømil.

Sidstnævnte sandsynliggjorde, at man sagtens kunne sejle fra Nordjylland over Læso til Sverige.

Denne illustrerede, at både af denne type i bronzealderen og i ældre jernalder var et væsentlig led i den nordiske kulturs udbredelse over hele Skandinavien (og Østersøens sydkyst).

 

Dokumentation

Undervejs under hele byggeperioden førtes dagbøger, der blev skrevet rapporter, fotos og video blev optaget, således at vi ikke blot stod tilbage med en båd men også med en grundig viden om dens fremstilling og dens sejlevner. Alle disse erfaringer er blevet fastholdt i en film, der kan ses på Lindeværftet samt 3 bøger, de to, nemlig “Tanker om Hjortspringfundet og Als i keltisk jernalder” og “Hvad Hånden former er Åndens Spor” er skrevet af og udgivet af lauget og kan erhverves på Lindeværftet, den tredie med titlen “Hjortspring” er skrevet i samarbejde med Nationalmuseet, (vi skrev kapitel 3) og den er udgivet (på engelsk) af Nationalmuseets afdeling i Roskilde.

 

Afslutning

Lauget har nu levet i 25 år med megen aktivitet. Vi sejler et par gange om året, vi vedligeholder båden og fortæller om den til gæster og vi er begyndt at forme en ny båd, en kopi af en båd fundet i Sverige fra 400 e. Kr.

For at holde lauget levende, det laug der blev stiftet i Svenstrup, omhandlende en båd, fundet i Svenstrup sogn, har vi brug for nyt blod, og hvad er vel mere naturligt end at flere indbyggere fra sognet melder sig ind i lauget og deltager dette givende arbejde. Nu arbejder vi hver tirsdag aften.

Snak med et par af laugets svenstruppere, folk som Sonja og Arne Madsen, John Petersen og Gunnar Poulsen, alle boende på Ugebjergvej.

  1. Det er nu ikke nødvendigt at bo der for at deltage i denne givende aktivitet.

PPS. Se i øvrigt hjemmesiden: www.hjortspring.dk

Bundplanken tilhugges

 

 

Sideplankerne tilhugges

 

 

 

 

 

 

 

Søsætning
1. sejlads

 

 

 

 

 

 

Afprøvning i høj sø med Dragesejlere
Sejlads med Prinsgemalen i Augustenborg

 

 

 

Sejlads i Jernaldertøj

 

 

 

 

 

Lindeværftet, Dyvigvej 11 i Holm