Hjortspringfabel nr. 2

Hjortspringfabel nr. 2
Knud V. Valbjørn, Maj 2016
Drengene

Det var en mørk og stormfuld nat.

Augustregnen skyllede ned og gjorde det vanskelig for de to drenge at skimte, hvad der måtte være ude i Als Fjord, måske et skib. Drengene var vej ind efter at have hentet ruserne og nettene ude i fjorden. Deres far, Bjørn, fra bopladsen Stevning havde beordret dem til at bjærge ruserne og nettene i forventning om en kommende storm. Ude i vigen havde de netop fået ruserne med de opblæste svineblærer ombord i kanoen, en gammel stammebåd, da de havde hørt den typiske dumpe trommelyd fra en af de mange padlede skibe, der de sidste mange år var set passere Als Sund og Fjord, drevet frem af en snes padlere.

Drengene, Ulf og Ketil, havde med vinden agten ind, padlet sig ind til den nærmeste sivbræmme, hvor de havde skjult båden uden at have givet sig tid til at tømme ruser og net.

Nu stod de på bredden ved enden af sivskoven og forsøgte at bedømme, hvilken retning det fremmede skib havde. Ville det gøre landgang her i vigen i sikkerhed for den kommende storm? Lyden af trommen blev stærkere og nu dukkede den truende, højt løftede stævn af et skib glimtvis frem i mørket mellem de fejende regnbyger og de høje bølger.

“De kommer herind, vi må advare landsbyerne”. Ingen af de to drenge glemte de blodige beretninger, fortalt igen og igen omkring ilden i de lange vinteraftener, om en landgang af et par skibe for en halv snes år siden.

“ Du løber til Dyndved og varskor der, få dem til at sende bud til Sjellerup og Eking: Jeg stikker op til far”, råbte Ketil. De to drenge forsvandt i løb,

Om bord

I båden ude i Alsfjord herskede udslidthed, båden havde været i gang i 12 timer. Padlernes takt eller rettere sagt den energi, med hvilken de padlede, blev stadig svagere og den høje sø, der havde rejst sig for den kraftige nordvestenstorm gjorde, at bådens hastighed var lav, så lav, at styrmanden havde svært ved at holde retningen op gennem fjorden. Skumsprøjtet stod ind over båden fra stævnen.

Købmanden, der indhyldet i sin kappe, havde siddet midtskibs på dækket med fødderne nede i det skvulpende vand i øsebrønden, vendte sig og kravlede agterud hen over tofterne, noget besværet af sin vom. Da han nåede styrmanden råble han: ”Hvad gør vi, vi må i land, kan vi sejle vestover og nå fastlandet”.

”Umuligt”, råbte styrmanden, der også var skipper. ”Med den sø klarer vi det ikke, vi må gå med bølgerne ind til kysten på Als, der er en lille vig der direkte vest.”

”Det er risikabelt” råbte købmanden, ”Alsingerne er nogle stridsbare folk, jeg har hørt for mange beretninger om dem, vi mister bare vor last. ”.

”Hellere risikere det end at gå til bunds herude, med den tunge last går vi direkte ned”.

Styrmanden drejede båden styrbord over. og råbte et par kommandoer til mandskabet for at opildne dem til en sidste anstrengelse og mandskabet, der så en ende på den lange dags slid, tog fat og båden styrede med forøget fart med bølgerne agten ind mod vigen, der åbnede sig for dem. Kort tid efter gled båden ind i sivbræmmen.

Da de nåede ind på lavt vand sprang et par af mandskabet overbord og trak båden ind mod bredden, så stævnen kom ind til den faste bred. Resten af mandskabet tumlede over bord og sank udmattede om på bredden.

Skipper sprang i land og begyndte at udstede ordrer. ”I to tager spyd og lanser og stiller jer op oven for skrænten og holder vagt,I to tager en spand og leder efter en bæk for at få vand, du der går i gang med at tænde bål. I andre, ryd op i båden.” Trevent begyndte de at efterkomme ordrerne. ” Købmand, hvor megen proviant har vi tilbage?”

”Ikke ret meget, tørfoderet er stort set sluppet op, vi skulle have fået ny forsyning i den næste store fjord på landsiden”

En af mandskabet kom tilbage efter at have forrettet sin nødtørft lidt henne ad kysten.

”Jeg har fundet en kano fyldt med fisk”. ”Glimrende, hent en halv snes, helst torsk og giv dem til bålmanden, så får vi alligevel noget indenbords, før vi i morgen sejler videre”.

Købmanden gik uroligt frem og tilbage på bredden. ”Er det ikke risikabelt at tænde bål, vi kan blive set?”. ”Och, der er ingen ude i det vejr”, svarede skipper.

Men der tog han fejl.

 I Stevning

Ketils beretning til sin far, Bjørn, om landgangen af den fremmede båd ude ved vigens munding resulteret i kaos. Så tog Bjørn kommandoen som sædvanlig, ”Kvinder og børn går straks ind i østskoven, I kan overnatte i vores jagthytte der, indtil videre. Ran, du løber ned til stranden og observerer. Lad dig ikke ses. Når du har skaffet dig et overblik, kommer du tilbage hertil. I andre får fat i våbnene og gør jer klar til kamp”

”Skal vi ikke bare løbe derned og få dem nedkæmpet?” Det var Bjørns storebror, Ulf, der som sædvanlig anfægtede Bjørns ordrer. Det var grunden til, at det blev Bjørn og ikke Ulf, der havde efterfulgt deres far som høvding, Ulf var alt for umiddelbar og havde ikke den koldblodighed og eftertænksomhed, som er en høvdings væsentligste kvalitet, derfor havde stammen valgt Bjørn.

”Vi bliver her indtil Ran kommer tilbage, så får vi se, hvad der er fornuftigst”.

Der gik en time, hvor mændene, der var ni i alt inklusive et par halvvoksne drenge, brugte tiden til at slibe deres spyd og lanser og efterse buer og pile.

Så kom Ran noget forpustet løbende. Han kunne fortælle, at det var et handelsskib, der lå stort set der, hvor drengene havde landsat deres kano. der var fire velbevæbnede krigere, der sammen med en fed mand, sikkert købmanden, sad rundt om et bål og spiste. Ved et andet bål sad vel ti mand, sikkert rorkarlene. Også de spiste. Ingen af dem bar våben. Blandt dem var en myndig mand, nok skipperen, der et par gange var henne at tale med købmanden.

Nogen vagtposter var der ikke.

”Hm” Bjørn rejste sig, ”De udgør sikkert ingen fare for os, men lad os alligevel gå ned til dem. Det skal ikke hedde sig, at man uden videre kan gå i land på Als. Vi behøver ikke vente på hjælp fra de andre byer, vi er nok til at håndtere de par krigere”.

Konfrontationen  

Gruppen begav sig i samlet trop ned mod kysten. De blev indhentet af en bevæbnet mand oppe fra Stolbro, der kunne berette, at en halv snes mand derfra var på vej. Han var blevet sendt i forvejen for at meddele dette.

Da Stevning folket nåede ned til stranden, råbte Bjørn de sovende mænd an. ”Hvem er I, hvor kommer I fra, hvad vil I her?” Der blev almindelig tumult, de fire krigere samlede sig om købmanden med våbnene klar, medens rorskarlene i en gruppe noget væk samledes om ham, der nok var skipper.

Købmanden trådte frem. ”Vi har søgt ly her for stormen, vi sejler videre, når stormen har lagt sig”. Han talte et forståeligt nordisk sprog.

”Godt,” svarede Bjørn. ”Lad os se jeres last”.

”Nej. I har ikke med den at gøre”. Købmanden trådte et skridt frem med oprakte hænder.

Et øjeblik senere vaklede ham bagover med et kastespyd i maven. Det var Ulf, der ikke kunne beherske sit temperament.

Livvagterne greb straks til våben og en kort kamp fulgte. Alle de fremmede krigere blev dræbt, to af dem med velrettede pile, de andre med lanser og spyd. Alsingerne mistede én mand, Ulf, der blev gennemboret af en lanse og to sårede, der havde fået et par sværdhug..

Bjørn brølede. ”Angrib ikke rorkarlene, ej heller ikke styrmanden”. Han nærmede sig styrmanden. ”Hvem er du?”

Styrmanden fortalte på gebrokkent nordisk, at han var blevet hyret af købmanden for at bringe en last våben op nordpå, han havde skaffet sig en båd og fået fat i en halv snes trælle som rorkarle, mange af den vist her fra Norden.

”Hvem af jer er herfra?” Otte af rorkarlene, der alle havde smidt sig på jorden, ventende på en hurtig død, rejste sig tøvende.

”Godt” sagde Bjørn, ”I er velkommen her på Als, vi har masser af jord at opdyrke, I andre kan sammen med styrmanden tage af sted i morgen, når stormen har lagt sig. I kan tage vores gamle kano, sejle over til fastlandet og derfra vandre sydover”

”Det var et godt bytte” tænkte Bjørn, ”En gammel kano i bytte for et rigtigt skib”.

Men han tog fejl.

Afslutningen

Bjørns folk ryddede op på valpladsen, afklædte de dræbte krigere, der blev hængt op i træer nord for stedet på et sted, hvor passerende både kunne se de svajende lig(”Så kan man se, at man ikke uden videre kan gå i land på Als”, tænkte Bjørn. Da dukkede folkene fra Stolbro op. De blev anført af Goden, den lokale præst for hele området.

Han var iført sin lange kjortel og havde sit lange hvide skæg blafrende i vinden, medens alle andre Alsingere var glatragede.

”Nå, I har klaret sagen, blev det til kamp”?

Ja, det måtte Bjørn medgive.

”Ja så må al fjendens våben og udstyr ofres til guderne i Hjortspring sø”

”Også båden?” Bjørn havde sine forudanelser.

”Ja, også båden, vi tager den med os nu og slæber den op ad Stolbro bæk. Så kan vi alle overvære ofringen i morgen eller rettere sagt dagen efter”.

Stolbrofolket begyndte at slæbe båd med al den last hen ad stranden for at nå til bækkens udløb.

Bjørn så langt efter båden. ”Der mistede jeg en kano uden at få noget til gengæld”, tænkte han. ”Nå jeg må jo holde ord, skipperen tager kanoen, men den var jo også gammel og skulle snart udskiftes”. ”Har vi egentlig vundet noget?”

I spidsen for sine folk travede Bjørn opad mod Stevning. Bagerst gik fire rorkarle, der bar Ulf på en båre af sammensurrede grene.

”Ja, vi mistede Ulf”. Endskønt det var hans bror, følte Bjørn sig lettet ved brorens død. ”Vi mistede den gamle kano, nå skidt. På den positive side fik vi otte nye mand til øen, en betydelig gevinst, og vi fik vist de forbipasserende skibe, at man betræder ikke Als sådan uden videre. Det skal styrmanden nok fortælle videre. Også ligene af krigerne i træerne er vel også en advarsel, der er til at føle på”.

Regnen og stormen var stilnet af.